Mødet med det traumeramte menneske
Temadag der kan tilpasses psykiatrisk, kommunalt og privat regi.
Arbejdet med traumeramte mennesker er sårbart bl.a. fordi vi som fagpersonale kan komme til at opleve os selv som henholdsvis krænkende eller svigtende i kontakten som en del af modoverføringsprocessen. Vi har brug for fælles sprog og viden, for at modvirke disse processer og skabe rammerne for nye korrektive oplevelser for de mennesker vi søger at hjælpe og behandle. På denne temadag tager vi udgangspunkt i nogle af de generaliseringer I kender til, eller som eksisterer i jeres organisation, og som bliver brugt som støtte i hverdagen, men som ind i mellem kan give anledning til uenighed eller tvivl om håndteringen. Det kunne fx være: “Vi retraumatiserer når vi taler om traumerne” eller ”Vi skal tale traumerne godt igennem for at de kan bearbejde dem” eller ”Vi kan ikke behandle dem hvis de ikke vil tale om traumerne”. Vi arbejder sammen om at forstå, finde belæg for, og nuancere de “myter” I læner jer ind imod i dagligdagen. Formålet er at sikre fælles forståelse og fagligt fundament for mødet med det traumeramte menneske uagtet om I arbejder et sted, hvor I bruger begrebet patient, borger, klient eller andet.
Indholdet kan tilpasses organisationens fagsammensætning og målgruppe, og jeg har erfaring med at afholde dagen i både psykiatrisk, kommunal og privat regi.
Temadagen indeholder som udgangspunkt introduktion til fælles sprog og forståelse for traumeteori, eftertraumereaktioner og tilknytningstraumer. Ydermere introduceres til implikationer for mødet med det traumeramte menneske og traumebehandling overordnet. Programmet justeres dog i et samarbejde og tilpasses jeres behov.
Indholdet er baseret på opdateret og relevant forskning og teori herunder egen forskning om tilknytning, alliance, traumer og mentalisering.