Undervisningsforløb i Mentaliseringsbaseret Miljøterapi til døgnområdet.

Arbejder du på døgninstitution, bosted, eller sengeafsnit og ønsker at implementere eller styrke tilgangen med et kursus i din organisation?

Når vi arbejder med mennesker, der oftest har oplevet for meget af det dårlige og for lidt af det gode i relation med andre mennesker, så bærer vi som fagpersoner en opgave med at skabe mulighed for korrektive oplevelser med andre mennesker. Nye positive oplevelser der modsvarer forventningen, og summen af det nye har potentialet til at blive en ny begyndelse med nye forventninger og håb for fremtiden.

Det er en opgave, der kræver fælles sprog på tværs af faggrupper, et fælles teori apparat, som vi kan læne os ind imod ved behov, og særligt forståelse for, vores egne reaktioner og mentaliseringssvigt. Når vi mister vores empati og forståelse for beboeren eller vores kollega, når vi ikke har adgang til den fleksible og nuancerede tænkning, som vi plejer at kende ved os selv, og når vi reagerer på måder, vi ikke bagefter føler stolthed over; det er dér mentaliseringsbaseret miljøterapi som tilgang kan tilbyde en retning for arbejdet.

Dette kursus er tænkt som en hjælp til dig, der arbejder på et bosted, opholdssted eller et psykiatrisk sengeafsnit, hvor miljøet danner ramme og metode for behandlingen. Kurset henvender sig til dig der står op om morgenen og går på arbejde, for at gøre en forskel for mennesker der har oplevet for meget af det dårlige og for lidt af det gode. Kurset retter sig mod tværfagligt personale, der arbejder miljøterapeutisk med psykisk sårbare, herunder læger, psykologer, sygeplejersker, social og sundhedsassistenter og – hjælpere, fysioterapeuter, ergoterapeuter, pædagoger, lærere og ledere.

Kurset indeholder nyeste forskning og viden om miljøterapi, mentalisering, traumer, tilknytning, konflikthåndtering, forståelse for specifikke vanskeligheder, det komplicerede samarbejde og egen mentalisering.
Kurset henvender sig til organisationer som arbejder med relationsarbejde og behandlingsarbejder på døgnområdet.

I løbet af undervisningsdagene arbejder vi med øvelser, videoklip, rollespil, undervisning og træning.

I linket her kan du se et forslag til program for dagene med indhold for et forløb på 6 undervisningsdage i din organisation, som kan tilpasses efter jeres målgruppe og behov.

Forrige
Forrige

Mødet med det traumeramte menneske